Costa Rica

... et regnvaadt land i Mellemamerika!

Det kan vel gaa under betegnelsen 'paradoksalt' at rejse om paa den anden side af kloden til et land saa lig lille Danmark - hvad indbyggertal (DK: 5,505,995 vs. CR: 4,133,884), areal (DK:43,098.31 km² vs. CR: 51,100 km²) og ikke mindst hvad vejret angaar! Siden vi ankom til Costa Rica, for smaa to uger siden, har vejret mindet ufatteligt meget om et koldt, graat og regnfyldt dansk efteraarsvejr. Jeps, den er god nok. Paa trods af Costa Ricas 22 mikroklimaer har vi reddet os det, som de lokale eftersigende kalder et meget atypisk og hoejst usaedvanligt vejr for saesonen - nemlig regn i stride stroemme!

De foerste fire dage i San José fik vi set lidt af byen. Okay, vi indroemmer, vi fik ogsaa anskaffet os foerste saeson af LOST. En serie vi havde set nogle faa afsnit af i Ecuador, og som fangede os enormt meget. Saa en ekspedition blev lavet til et stort supermarked - lidt á la Bilka, hvor foerste saeson blev indkoebt. Og saadan gik de fleste af aftenerne i San José - pakket under taepper, med katte, guf og LOST :) Paa trods af de sene aftentimers LOST, saa formaaede vi alligevel at faa lavet lidt i loebet af dagene. Pakket ind i regnslag (desvaerre uden gummistoevler) tog vi paa en 4-i-1 tur, hvor vi bl.a. skulle se en kaffeplantage, Poás-vulkanen, La Paz naturpark og paa en baadtur ad Sarapiquí-floden. En lang dag sluttede og vi hoppede direkte hjem i et varmt bad og under taepperne med LOST (og katten!).

Da vi jo ikke kunne komme hjem til lille Danmark uden bare lidt oplevelser i bagagen fra Costa Rica, besluttede vi os for fredag at drage mod La Fortuna, hvor vi skulle opleve Costa Ricas eneste aktive vulkan (med lava!) og nogle dejlige varme kilder. Vi startede ud med de varme kilder - som faktisk blev en endnu bedre oplevelse med den silende regn. Derefter skulle vi op til Arenal-vulkanen, men paa grund af den meget lavthaengende taage grundet den konstante regn, sagde vores guide, at vi maaske hellere ville udskyde vulkan-turen til naeste dag - i haab om bedre vejr. Da en aktiv vulkan jo tager sig bedre ud i moerke, bookede vi en White water rafting tur til naeste dag - vulkanen kunne vi saa tage op og se om aftenen. Da vi samme aften laa i vores seng, kunne vi hoere regnen tromme (paa stortrommen) paa taget - og da vi vaagende dagen efter var det samme trommen vi kunne hoere. Vores bange anelser blev desvaerre til virkelighed, da vi efter én times venten, fik beskeden om, at vores raftingtur var aflyst grundet den kraftige regn. Med den besked tog vi slukoeret en hurtig beslutning - vejret ville nok ikke aendre sig markant til om aftenen, saa vi opgav Arenal-vulkanen og satte i stedet kursen mod Monteverde.

Vi tog fra La Fortuna med kombineret jeep-baad-jeep, og da vi var ombord paa baaden var der faktisk ophold i regnen. Op ad bjerget mod Monteverde var der derfor ikke problemer og vi noed udsigten - for den kredit skal Costa Rica have. Her er meget groent og frodigt... og hvorfor mon, spoerger man saa!!! Men da regnen atter satte ind, kaempede jeepen (som de havde valgt at kalde minibussen vi var i) med ikke at skride ned af bjergvejen. Vel fremme i Monteverde konstaterede vi, at samme vejrtype herskede her - regn, regn og atter regn. Faktisk mindede Monteverde om en lille fransk skisportsby - dog uden for saesonen (=det sneede ikke!). Temperaturen var til lige med faldet et par grader, saa aftenens maaltid bestod af kopnudler, varm the og resten af foerste saeson LOST!

Naeste dags udfordring boed paa canopying. Vi skulle inden afgang skrive under paa, at vi selv tog ansvar for enhver skade, herunder grene i oejnene, fald fra 200 meters hoejde, dyreangreb og tjaaa, eventuel doed! Vi var lidt betaenkelige, men paa lumsk vis hang vi pludselig i wirerne - og afsted det gik! Nogle saetter maaske spoergsmaalstegn ved, hvad det nu er for noget. Canopying! Her foelger en kort forklaring: canopying er en saakaldt ekstrem sport, hvor man bliver haegtet fast paa en wire, og blandt andet glider fra bjergside til bjergside med laengder paa op til 750 meter og igennem skove - med haenderne om staalwiren som eneste bremsemekanik. Da vi begge lider af hoejdeskraek var det noget af en overvindelse, og efterfoelgende var vi begge mere end stolte! Det var en anden form for adrenalinkick sammenlignet med skydiving - til forskel fra springet fra 10.000 feets hoejde, kunne vi denne gang se jorden. Vi blev ogsaa budt paa 30 meters rapelling og et saakaldt Tarzan-spring. Tarzan-springet kraevede lidt mere mental forberedelse, da vi fik besked paa at kaste os ud i det jeg vil betegne som ingenting med urskov under os. Da jeg stod paa afsatsen besluttede jeg mig for at lave Tarzan-lyde, men der kom ikke andet over mine laeber end et stort skrig! Morten fulgte efter - ligbleg i ansigtet - men han havde jo ikke andet valg, naar nu fruen var sprunget... hihi :)

Efter et dejligt varmt bad paa vores hostel, toert toej og lidt at spise gik turen atter en gang mod San José. Vi havde faaet nok af regnvejr, fugtigt toej og det faktum, at vi nu ikke havde mere LOST. Saa tilbage i San José fik vi indlogeret os paa et dejligt nyrenoveret guesthouse, Costa Rica Guesthouse, og indkoebt saeson 2 OG 3 af LOST. Sengen var den bedste vi havde sovet i i maanedsvis, og vi besluttede hurtigt at blive boende her til vi skulle rejse videre til Cuba. Med Costa Rica Guesthouse som base fik vi ordnet en masse praktiske ting i forhold til Cuba, paabegyndt saeson 2 af LOST, hygget os paa vores helt igennem dejlige hostel og i det hele taget slappet af.

Udover vores indendoers aktiviteter kom vi omsider afsted paa den laenge oenskede raftingtur - som jeg allerede nu kan afsloere, levede 100% op til vores forventninger. Fredag morgen blev vi vaekket af et telefonopkald, og spurgt om vi kunne staa klar 15 minutter senere (det skal lige siges at de skubbede pick up-tidspunkt en time frem). Vi sprang i toejet og med soevn i oejenkrogene, placerede vi os i minibussens saeder. To timer senere ankom vi til Sarapiquí-floden, hvor vi skulle opleve endnu et eventyr praeget af vand - denne gang selvvalgt :)Iklaedt raftingoutfit og med sikkerhedsinstrukser blev vi placeret i gummibaaden. Afsted det gik... i det hvide brusende vand :) Det var super fedt - vi hvinede og skreg, og vores instruktoer valgte at lave redningsoevelser ved at kaste os "ufrivlligt" i vandet - og vi fik reddet hinanden fuldstaendig efter bogen. Efter to timers padlen, lidt frokost og frugt gik turen atter tilbage mod San José. Efter en lille times koersel standsede al trafik, og saadan blev vi holdende i lang koe op ad bjerget grundet et kaempe jordskred som havde spaerret vejen i begge retninger. Naar naturen vaelger at bryde ind paa denne maade, viser infrastrukturen sig fra sin vaerste side - der er nemlig kun den én vej til San José! Saa vores taalmodighed skulle saettes paa en alvorllig proeve. Efter tre timer begyndte trafikken saa smaat at saette i gang, men foerst efter yderligere én time stroeg vi forbi aastedet - med en bus bestaaende af to toerstige danskere, to amerikanere der diskuterede hvorvidt de skulle flytte hotel til vores luksushytte, en chauffoer havde ondt i koblingsfoden, en guide der faldt i soevn og snorkede, og en 16-aarig knaegt der bad en stille boen til, at han ville naa det bal han og hans kaereste havde planlagt i maanedsvis. Der var lutter smil paa laeben, da vi naaede San José - ikke som planlagt, men i tide til at ballet kunne begynde :) Efter en lang dag, oemme overarmsmuskler og maver der spurgte efter mad, gik vi paa en lokal bar og fik et dejligt maaltid mad. Derefter gik turen direkte paa hovedet hjem i seng - selvfoelgelig blev der lige set to afsnit LOST :)

I morgen gaar turen mod vores eventyrs sidste destination: Cuba. Tilbage til Cuba for mit vedkommende, og et spaendende moede for Morten med denne skoenne oe. Vi glaeder os meget, rigtig meget - isaer til det lidt bedre vejr som byder denne oe paa graenserne til det caribiske hav, den mexikanske golf og Atlanterhavet. Cuba, we're coming :D

Costa Rica

Dette indlaeg slutter lidt anderledes end normalt. Vi springer lige tilbage i tid - tilbage til Ecuador, naermere bestemt Quito og Mital del Mundo, Verdens Midte. I stedet for lange beskrivelser, laegger vi en lille billedserie med diverse forklaringer :)

Quito & Mitad del Mundo

Costa Rica

... og praecis een maaned til hjemrejse :D

Saa vinkede vi farvel til det sydamerikanske kontinent, for at tage paent i mod det nye. Det var med lidt vemod at skulle tage afsked med det kontinent der har budt mig saa mange oplevelser og eventyr igennem fem maaneder. Men som rejsende er det en del af eventyret - og vi er nu klar til masser af eventyr i det mellemamerikanske.

Vi ankom i dag til San Jose, som er hovedstaden i Costa Rica. Og endnu en gang kom vi paa eventyr med den lokale bus. God belaessede fandt vi den bus der ville fragte os til centrum, og vel placeret i saederne snusede vi til den lille hovedstad (der er omkring 300.000 indbyggere i San Jose) by night. I morgen skal vi finde den cubanske ambassade for at faa vores visum, og ellers skal dagen byde paa helt almindelig turistsightseeing - hvilket vi glaeder os til :)

I dag, d. 17. november, er der praecis een maaned til vores eventyr ender (godt nok lander vi foerst d. 18!). Paa nuvaerende tidspunkt er det dog ikke helt til at forstaa, da der stadig er mange oplevelser og eventyr i vente, her i Costa Rica samt Cuba, men naar der i tide og utide bliver snakket om leverpostej, saa vidner det maaske om en form for hjemve :) Dog bliver vi ved at holde fast i, at vi skal nyde og glaede os over at vaere her i varmen, i paradiset, hvor mange ville oenske de var, saa bare rolig... vi nyder stadig hvert et sekund af vores fantastiske eventyr :D

Nu vi snakker leverpostej, saa vil vi da gerne delagtiggoere jer i vores madoensker naar vi lander i lille Danmark. Saa her foelger oenskerne:

- Mors frikadeller
- Fars flaeskesteg (vi kan godt vente til julefrokosterne!)
- Lun leverstaahej med crispy bacon og champignonhav (Morten snakker ikke om andet)
- Forloren hare med tyttebaer
- Noget med bearnaise
- Karbonader/krebinetter som vi kalder dem paa Sjaelland med aerter
- Lammesteg med timiankartofler
- Fars hakkedrenge
- Medisterpoelse - den til jul
- Noget mere med bearnaise
- Mors kylling i karry med alt tilbehoer
- Millionboef med aerter
- Braendende kaerlighed
- Tunmousse med citron og dild
- Hjemmelavede hotdogs
- Bagt Alaska-laks
- Tatarmad (minus raa aeg)
- Noget med peberrod
- Roastbeef med bearnaise og aerter
- Bare et eller andet med bearnaise

Det var vist det! Goer jer umage :)

Galapagos

... et lille paradis paa jorden - taet paa aekvator :)

Saa kom torsdagen, hvor vi omsider skulle flyve til Galapagos - klar til vores laenge ventede luksuscruise. Vi havde valgt at have én dag paa oen Santa Cruz inden vi skulle ombord paa 'Queen of Galapagos'. Vi havde faaet besked paa at gaa til dokken, hvor personale fra baaden ville tage i mod os, og med vores fine navneskilte blev vi omsider fundet og sejlet til baaden - baaden som i sandhed var en luksuscatamaran.

Vi havde for sjov sagt, da vi bookede, at den eneste betingelse for at booke denne baad var, at vi fik baadens bedste kabine. Og da vi fik anvist selveste suiten, kiggede vi paa hinanden og begyndte at fnise. Suiten bestod af to forholdsvise store rum og et dejligt lyst badevaerelse med udsigt over havet, naar man tog bad. Sengen var det man betegner som en 'king size' - den stoerste af slagsen og vi kunne for alvor brede os :) Lykken var gjort! Resten af passagererne skulle traekke lod om de resterende kabiner - og vi undgik ikke misundelige blikke fra de 13 midaldrende tyskere vi skulle tilbringe de naeste fire dage med!

Da alle omsider var ombord var det kun for at indtage frokosten. Derefter blev vi sejlet tilbage til fastlandet, hvor vi besoegte en naturpark med kaempe skildpadder - skildpadder der er mere end 200 aar gamle! Tilbage paa baaden spiste vi et dejligt aftensmaaltid, hvorefter vi vurderede, at baaden ikke gyngede saa meget (den laa stadig i havnen), og vi aabende en dejlig flaske argentinsk roedvin. I seng sov vi soedt lige indtil kl. 2, hvor det loed som om skibet var blevet angrebet af bevaebnede pirater. Men men men, det var saamaend bare ankeret der blev hevet op - klar til afgang paa det enorme Stillehav der omgav os :)

Loerdag begav vi os til en oe, hvorpaa dyrelivet var mangfoldigt. Omkring os laa soeloever og sov middagssoevn, mens fugle i massevis skrappede, kurtiserede og dykkede efter mad i boelgerne. Det var en meget fin gaatur rundt paa oen North Seymour - med naturguide Harry, som vidste ualmindeligt meget om fuglelivet - og livet i det hele taget paa Galapagos-oeerne. Inden frokosten lavede vi en impulsiv snorkeltur - i det azurblaa hav, men desvaerre ikke med det bedste udsyn. Efter frokost blev vi sejlet i speedbaad til en anden strand, hvor vi foerst saa flamingoer og grinefugle (som virkelig fik os til at grine!), og hvor vi erfarede, at livet under havoverfalden straks var langt mere imponerende her med mangefarvede fisk og koraller. Solnedgangen blev nydt fra baadens oeverste etage med et glas koldt hvidvin inden aftens middag blev indtaget.

Soendag startede dagen igen kl. 7 med et overdaadigt morgenmaaltid. Dagen skulle hovedsagligt bestaa af snorkling og gaature paa oeerne i Sullivan Bay. Formiddagen startede med en lang gaatur paa en lavaoe, hvor, omgivet af lavasten, temperaturen foeltes enormt hoej. Da vi naaede den naerliggende strand var vi ikke sene til at springe paa hovedet i boelgen blaa. Vi snorklede og igen var der et sandt rige under os. Omsider havde vi naaet et af de bedste snorkelsteder paa Galapagos. Multifarvede fisk, flotte koraller, soestjerner, soeloever, pingviner, havskildpadder og ikke mindst vegetarhajer. Ja, den er god nok... her kan man svoemme med hajerne, da evolutionen har gjort dem til vegetarer! En helt igennem fantastisk dags snorkling (ogsaa en anelse skraemmende at svoemme med en haj!!!)... Oveni den overvaeldende snorkling, fik jeg saamaend vaekket en sovende soeloeve med min nytillagte soeloevestemme og lokket den med i vandet - det var en helt fantastisk oplevelse at faa lov at lege med den... helt frivilligt fra dens side :) Lykken var gjort i min lille verden!!! Vi floed rundt i vandet lige indtil speedbaaden kom og hentede os tilbage til baaden. Vi kunne lige naa en lynhurtig skyller inden frokosten og eftermiddagens aktivitet - som igen bestod af snorkling. Solnedgangen over Sullivan Bay noed vi fra toppen af en inaktiv vulkan :)

Natten til mandag blev noget af en oplevelse. For ikke saerlig soestaerke mig, en nat der overbeviste mig om, at fire dage paa boelgen blaa var alt rigeligt. Efter adskillige besoeg paa suitens toilet, forsoegte jeg at laegge hovedet paa puden - med den virkning, at det hele gyngede endnu mere. Det skal lige siges, at gyng-gangen ikke skyldtes alkohol, men derimod store boelger som ikke skaanede en stor baad som Queen for en vis boelgegang. Natten boed ikke paa meget soevn (det viste sig, at alle andre havde haft lige saa svaert ved at sove!) - og vi stod op noget groggy mandag morgen og pakkede alle vores ting, klar til landgang - ikke klar til foelelsesmaessigt at forlade luksuslivet ombord paa Queen of Galapagos! Inden vi for alvor skulle afskibe, besoegte vi i samlet trop San Cristobals museum, hvor Harry opsummerede Galapagos' historie og de ting vi havde set og oplevet - en spaendende afslutning paa fire dages eventyr paa Stillehavet :)

Galapagos har indtaget mit hjerte - jeg er fuldstaendig forgabt i dette paradis! Dyrelivet er helt unikt og intet andet sted saa fantastisk en natur. Galapagos har indtil nu (mon der kommer noget lige saa stort!) vaeret hoejdepunktet paa hele min rejse - 5 maaneder er snart gaaet, og dette har vaeret en oplevelse for livet! Vi har derfor besluttet at snuppe yderligere fire dage i paradis - og bliver paa San Cristobal, Galapagos :)


P.S. Vi sender varme hjem til jer alle hjemme i Danmark :D

Galapagos

Guayaquil & Vestkysten

... nu med et equadoriansk stempel i passet!

Efter den alt andet end spaendende bustur fra Mancora, ankom vi som fortalt til Guayaquil. Byen er paa stoerrelse med Koebenhavn, men omvendt ikke hovedstaden (det er nemlig Quito), saa I kan nok forestille jer, at der er tryk paa byen. Vi fandt et fint lille hostel i den nordlige del af byen - hvilket viste sig at vaere et udemaerket valg, da her er langt mere roligt ind inde i centrum.

Guayaquil er byen hvor fra vi flyver til Galapagos, saa det var med andre ord ogsaa byen, hvorfra vi bestilte hele pakken. Pakken inkluderer et fire dages luksus cruise - hvilket vi glaeder os helt ubeskriveligt til :) Det skulle vise sig, at betalingen af en saadan tur skulle blive mere omfattende end vi regnede med. At haeve saa stort et beloeb er ikke muligt i haeveautomater, og ikke nok med det, saa kunne det equadorianske banksystem ikke klare en Mastercard-overfoerelse. Saa der blev skrevet, telefoneret og i det hele taget desperat forsoegt at faa banken derhjemme til at dokumentere, at pengene var paa kontoen. Langt om laenge lykkedes missionen, og vi venter nu spaendt paa at flyve til Galapagos torsdag, hvor fire dages spaendende cruise venter :)

Eftersom vi havde en uge inden vores cruise, besluttede vi os for at drage mod den equadorianske vestkyst - ud til den friske Stillehavsluft. Vi havde hoert om det hostel som eftersigende skulle vaere et dejligt sted. Efter en overraskende god bustur stod vi af i Manglaralta (det havde vi faaet besked paa da vi bookede), hvor vi til stor undring laeste paa et skilt, at der var 40 km til det sted der var vores destination. Foerst begyndte vi at grine - bussen var for laengst koert, og vi anede ikke rigtig hvordan vi saa skulle komme videre. Med mit gebrokne spansk fik vi forklaret nogle lokale, hvor vi skulle hen, og de sagde vi skulle tage den groenne bus. Saa inden vi fik set os om, sad vi plantet i en MEGET lokal bus, der mildest talt var ved at falde fra hinanden, og bumlede derudaf. Efter en times bumlen ankom vi til Alandaluz, hvor vi havde planlagt at tilbringe fire dage. Da vi jo rejser med et vist budget havde vi booket et vaerelse i den billige ende, men det skulle vise sig, at det ikke var det fedeste valg vi har truffet. Et fugtigt rum, klamme senge og myg overalt (der manglede en vaeg) var, hvad vi fik for $29. En ikke helt tilfreds Morten tog en hurtigt beslutning (efter han havde gaaet tilbage i moerke til hytten med maerkelige dyrelyde omkring sig - han mente selv det var firben og vilde bjoerne!!) og opgraderede os til en $48-dollars hytte. Der var selvfoelgelig en grund til prisforskellen - udsigten over Stillehavet. Men vi foelte os lidt snydte, da der var langt til byen og priserne paa stedet generelt var meget hoeje og servicen ikke derefter. Vi noed to dage med lange gaature langs stranden :) Da vi tjekkede ud blev der til den samlede sum lagt 22% oveni - en ikke ventet skat (den er vi ikke stoedt paa foer!), og alt i alt var vi lidt glade for at komme ud af "faelden".

Afsted med den lokale groenne bus igen. Ny destination var Puerto Lopez. Da vi ankom blev vi moedt af en enormt lille flaekke - men okay, 7000 indbyggere er jo ikke meget mere end indbyggertallet i en lille dansk provinsby. Vi tog en hurtig beslutning, og blev i bussen som havde endestation i Manta. Efter tre timers koersel (igen en bumletur af vaerste kaliber!) havnede vi i byen, der skulle byde paa kabel tv og afslapning. Det kan maaske undre mange, at kabel tv er lykken, men det er rart at kunne koble fra en gang i mellem - se nogle velkendte serier (vi er specielt glade for Lost and CSI), naar dagene generelt byder paa mange indtryk og oplevelser. Vi fik spist fisk (den er god nok, han spiste fisk hver dag!), gaaet ture og set Manta-by. Da vi skulle videre lod vi moenten bestemme - krone for Guayaquil og plat for Montañita. Kronen vandt - og vi satte kursen tilbage mod Guayaquil, hvor forberedelserne til Galapagos er sat ind (nu med soesygepiller og argentinsk roedvin!!)

Nu er nedtaellingen begyndt - vi glaeder os til Galapagos :)


P.S. Og saa er vi rigtig glade for, at ham der Obama (skal ikke forveksles med Osama!!!) vandt :D

Guayaquil & Vestkysten

Chiclayo & Mancora

... doede maend og surfers paradis!

Det lyder maaske som noget af en sjov blanding, men ikke desto mindre har begge dele vaeret to fine oplevelser. Vi tog fra Lima en sen aften - med natbussen mod Chiclayo. Som altid er det ikke den bedste nattesoevn man faar grundet vejenes tilstand, men vi fik alligevel begge sovet en smule med iPods i oererne. Vi ankom noget groggy til Chiclayo, hvor vi atter en gang blev moedt af et mylder af mennesker der ville hjaelpe os med et hostel. Napoleón var meget behjaelpelig med at finde et fint lille hotel som ikke var saa dyrt taget i betragtning af, at der var kabel TV... hehe... Ja, man saetter pris paa de smaa ting. Vi arrangerede det saadan, at han skulle komme og hente os dagen efter og koere os rundt i omraadet som er kendt for deres store udgravninger af kongegrave. Saa vi brugte altsaa en hel dag i bil, paa diverse museer, hvor vi saa adskillige doede mennesker. Det var fint at faa et historisk billede af den tidlige historie her i Peru. Vi havde egentlig beregnet to dage i Chiclayo, men da vi samme dag havde faaet set det vi ville, besluttede vi os for at booke billetter og koere yderligere 5 timer mod nord, hvor Mancora ventede os.

Vi ankom midt om natten til Mancora. Vi havde paa forhaand booket et hostel, da vi vidste vi ville ankomme paa et skaevt tidspunkt. Da vi stod ud af bussen (som de eneste!) blev vi moedt af meget ihaerdige mototaxis som alle hev i os. Det var mildest talt noget ubehageligt, at vi inden vi havde vores tasker naermest allerede sad i en mototaxi. Vi sagde paa klingende dansk, at vi gerne lige ville have vores ting - og det loed til, at de opfangede, at vores toneleje ikke var det soede og imoedekommende. Da vi saa sad - stuvet sammen i en meget smal mototaxi med taskerne paa skoedet, var vi klar til at finde KonTiki Bungalows. Vi havde faaet en ide om, at stedet ville ligge paa stranden, men da chauffoeren standsede i en moerk gyde og sagde, at dette var adressen kiggede vi paa hinanden, og bad om at blive koert til naermeste moenttelefon. Ejeren af KonTiki havde paa forhaand tilbudt at hente os naar vi ankom, men vi ville jo noedig vaekke ham, men som I nok allerede har luret lavede vi et "noedopkald" og blev hentet i en gammel udkoert Volkswagen-bobbel. Vi koerte ad en snorklet bagvej, blev installeret i hytten og gik paa hovedet i seng.

Da vi stod op naeste morgen og aabnede doeren blev vi moedt af en helt igennem fantastisk udsigt over Stillehavet (som Morten paa kligende jysk kalder a Vesterhau'). Saa langt oejet raekker kunne vi se hav - noget vi begge havde savnet enormt meget. Saa dagene i Mancora gik primaert med at ligge i haengekoejer, laese boeger, tage paa stranden, spise alt godt fra havet (den er god nok, Morten har spist fisk - og kunne lide det!), lave ingenting og generelt bare nyde livet i fulde drag :)

Morten begav sig en af dagene ud i boelgerne med et surfboard under armen. Med en instruktoer laerte han den grundlaeggende teknik - og kom snildt op og ride paa boelgerne hele tre gange. Han var noget flad og faerdig, da han atter var tilbage paa haandklaedet ved siden af mig under palmetraet. Han fik sig en ordentlig lur, da vi var tilbage i haengekoejerne - hvilket er helt forstaaeligt, hvis man tager boelgernes hoejde og styrke i betragtning. Det var i hvert fald i sandhed et surfers paradis i Mancora - men jeg vil nu ogsaa mene, at det bare er paradis. Det har det i hvert fald vaeret for os!

Efter en bustur, der bedst beskrives som fuldstaendig vanvittig naaede vi omsider Guayaquil. Vi havde bevidst taget en direkte bus med paa forhaand nummerede saeder, saa vi ikke skulle skifte bus og kaempe om pladserne. Men men men... direkte bus her i Peru/Equador er ikke ensbetydende med, at den koerer DIREKTE fra A til B, og nummerede pladser er ikke lig med, at du har de saeder naar du kommer ombord, hvilket vi erfarede da vi stod paa i Mancora, hvor der sad en gammel dame som IKKE kunne engelsk. Vi fandt to andre saeder laengere nede i bussen - pladser som det viste sig tilhoerte andre. Vi har undret os meget over, hvorfor det mon hedder direkte bus. Et er, at man skal ud af bussen ved graenserne (det er ligesom til at forstaa!), men hvorfor vi skulle ind og ud af busser paa oede landeveje gik aldrig helt op for os. Derudover var det skoert, at vi skulle have vores bagage med IND i bussens mellemgang, saaledes at folk skulle klatre som aber henover dem. Ydermere blev der spillet en sort/hvid japansk karatefilm uden lyd samtidig med, at der blev spillet hoejt panfloejtemusik. Som I nok kan forestille jer, saa blev vores kaere iPod'er endnu en gang vaerdsat helt ubeskrivligt. Derudover blaeste en lille orkan ind af vinduet, men grundet bussen tilstand kunne vinduet ikke lukkes, hvorfor vi svoebte os i vores nyindkoebte saronger. Eneste lyspunkt paa vores ni timer lange tur, var den kage vi havde koebt med fra Mancora. Vi havde hele fire stykker kage med (aebletaerte og pecanpie) - og det var bestemt det allerbedste traek i den DIREKTE bus til Guayaquil i Equador :)

Chiclayo & Mancora

Lima

... det nogle vil kalde et shopping-mekka :)

Saa ankom vi til Lima. Efter to dybe indaandinger af frisk luft i Paracas, landede vi en sen aften i Limas letpaaklaedte-dame-tilsalg-kvarter. Vi havde ikke paa forhaand booket noget hostel, og det skulle vise sig, at det var langt svaerere at finde et sted end vi havde regnet med. Som to andre deltagere i Peking Ekspressen (et tv-program hvor det handler om at komme foerst!) koerte vi rundt i Limas gader for at finde et lille hostel staerkt forfulgt af to franske fyre som var med samme bus som os. Da vi naaede Flying Dog Backpackers var vi ved at miste modet, men da receptionisten fortalte, at deres andet hostel havde et ledigt dobbeltvaerelse var lykken gjort. Men men men... det havde de to franske monsieurs overhoert fra vores samtale med receptionisten!

Tilbage i taxaerne raesede vi igennem gaderne for at komme foerst, men desvaerre ankom de to herrer foer os (deres taxa koerte hasarderet!). Paa det tidspunkt kunne jeg ikke laengere smile, men da receptionisten fortalte dem, at han ikke havde noget vaerelse med to senge, og pegede paa Morten og jeg som paent havde holdt os i baggrunden og sagde, at han kun havde dobbeltvaerelse med én seng var vi ved at briste i to kaempe smil (jeg har aldrig oplevet at ens mave kan smile, men det gjorde min paa dette tidspunkt!). De indtil da meget arrogante franskmaend blev pludselig meget slukoerede og maatte vende om og fortsaette jagten. Vi var bare glade, to store smil - vi havde omsider en seng for natten :)

Dagene i Lima gik hovedsagligt med at shoppe. Ja, den er god nok. Jeg fik lokket Morten med paa adskillige markeder, hvor der blev shoppet alpaca i lange baner: ponchoer, sweatre, huer (mange huer!) og alverdens andet tingeltangel :) Et sandt mekka vil nogle kalde det (det goer jeg i hvert fald)! Ikke nok med, at vi fik toemt markederne her i Lima, saa fik vi ogsaa shoppet kommode og reoler til hjemmet i DK - altsaa med instrukser via sms til muttien derhjemme! Saa jeg maa i sandhed sige, at Lima bestemt er et shopping-mekka (jeg kender et par stykker der er misundelige derhjemme!). Resultatet af fire dages massiv shopping er: en 18 kilo, jeg vil foretraekke at bruge ordet "let" i denne sammenhaeng, pakke, som Morten saa taalmodigt bar igennem Limas gader foer vi fandt posthuset :)

Vi fik ogsaa set lidt mere af Lima end den bydel vi bor i, Miraflores. Med bus fik vi et bedre overblik over Miraflores, som er det finansielle distrikt og ogsaa den lidt mere velhavende del af Lima. Foer vi ankom havde vi fra andre rejsende en opfattelse af Lima som en kedelig og trist graa by, men vi blev positivt overraskede, da vi vaagnede op til Miraflores pulserende liv - Europe away from home. Nok haenger der en tung smogsky over hele Lima, ogsaa Miraflores, men parkerne her er groenne, butikkerne moderne (og dyre!) og saa ligger der en Starbucks Coffee paa hjoernet hvor vi bor.

Vi kom ogsaa et smut forbi den lokale biograf her i Miraflores. Det skal dog lige siges, at vi ikke udvidede vores spanskkursus (som vi ikke har taget!) - filmene var ikke synkroniserede. Men at gaa i biografen i et sydamerikansk land er noget af en kulturoplevelse (eller maaske naermere forskel). Her er det i hvert fald ikke unormalt, at man taler hoejlydt under filmen - baade med dem du er sammen med, men ogsaa i mobiltelefon, har sine hysteriske babyer med, at der bliver boret (det loed faktisk som en dunhammer!) under filmen og klapper (selvom filmen ikke er faerdig!). Tjaa... det var bare endnu en sjov oplevelse for os gringos :) P.S. Mama Mia var i oevrigt en fantastisk film!!!! P.P.S. Har nu Abbas Greatest Hits paa min iPod :D

Lima

Nasca, Huacachina & Paracas

... og den laenge ventede ro og friske luft!

Torsdag gik turen saa atter videre. Efter en lille uge, hvor influenza praegede billedet, sad vi omsider i bussen med Nasca som maal. Trods Mortens frygt for at flyve, havde vi alligevel besluttet os for, at vi ville en tur ud over Nasca by i et lille tre personers fly for at se de beroemte Nasca Lines (bare rolig, vi kendte dem altsaa ikke paa forhaand). Efter en 30 minutters flyvetur havde Morten besluttet sig for at skifte karriere - han vil nu vaere pilot! Nej, spoeg til side. Det var en fin tur, vi fik se linjerne - og flot var det bestemt.

Vi havde valgt ikke at blive i Nasca natten over, men tage direkte videre til Huacachina, hvor vi havde faaet at vide, at vi ville blive moedt af en lille oase. Og oase det var det! En lille bitte by midt i en masse bjerge af sand. Der var skoent. Efter uger i stoerre byer var det lige hvad vi havde brug for - fred og ro! Ingen saelgere der ville prakke dig alverdens ragelse paa nakken. Vi foelte vi var landet i paradis! Vi brugte tre dage i denne lille oase - og proevede bl.a. kraefter med sandboarding. Det er naermest det samme som snowboarding, men som I nok har laest mellem linjerne, saa var der ikke tale om frostvejr, men om ca. 30 grader. Det var sjovt, men nok ikke lige den sportsgren vi vil begynde at dyrke, da der til forskel fra skiresorts ikke er lifter i oerkenen, saa det var bare at tage benene paa nakken og bestige bjerget, naar turen var forbi :)

Fra Huacachina tog vi videre til Paracas, hvor vi skulle besoege det man her i Peru kalder Fattigmands Galapagos. En samling oer, hvor i omegnen af 1,6 millioner forskellige fugle hoerer hjemme. Derudover lever der saeler, soeloever og pingviner paa Islas Ballestas - et virvar af et dyreliv. Meget imponerende, at saa mange forskellige dyr var samlet paa et sted - og sikke nogle lyde dyrene kunne sige. Vi sad med aabne munde og polypper og betragtede bare det kaos som omgav os - i foert hatte saa vi ikke ville blive ofre for fugleklatter. Men siger man ikke, at det giver lykke at faa en klat paa sig? Jo, det mener jeg helt bestemt - og som I nok har gaettet blev jeg trods hat klattet til! :)

Udover den fantastiske naturoplevelse boed Paracas os dejlig frisk Stillehavsluft. Noget vi begge havde set frem til med laengsel. Peru er generelt ikke saa bevidst om miljoe, og derfor er de stoerre byer praeget af ekstremt meget bilos, saa vi foelte endnu en gang, at vi var havnet i paradis :) Vi gik lange ture langs kysten, og noed den friske luft i vores lunger - inden turen skulle fortsaette mod travle Lima!

Nasca, Huacachina & Paracas