Mandag morgen startede endnu et eventyr paa min rejse. Men vist et eventyr af den slags man ikke fortaeller om foer det er veloverstaaet! Fra San Pedro de Atacama i Chile skulle Dikla og jeg paa en tre dage lang jeeptur igennem verdens stoerste saltoerken, Salar de Uyuni. Det er vel naermest blevet rutine, at der skal ske noget, naar vi begiver os paa eventyr. Og saaledes skulle ogsaa denne mandag morgen blive uforglemmelig.
Da der ikke er varmt vand og elektricitet i San Pedro foer kl. 9, havde vi besluttet at tage aftenbad, saa vi kun behoevde staa op og smide de sidste ting i taskerne om morgenen. Uret vaekkede os kl. 7 og vi havde en lille time til at pakke sammen og naa til opsamlingsstedet. Vi travede gennem San Pedro stoevede og oede gader, og da vi havde ventet i 10 minutter undrede vi os over, at der ikke var dukket andre op - vi var 10 personer som skulle paa tur sammen. Pludselig slog det os, at vi vist var rejst ind i en ny tidszone fra Argentina. Vi spurgte en morgenfrisk mand paa gaden - og ganske rigtigt, klokken var 7. Tilbage til hostellet, hvor det pludselig gav mening, at der ikke var morgenmad tidligere. Vi spiste lidt morgenmad og noed den tidlige morgensols straaler inden vi for anden gang begav os igennem gaderne.
Vores turgruppe bestod af fem tyskere, Christian, 2xMiriam, Marion og Michael, to italienere, Julia og Daniele, Dikla og jeg. De virkede alle smadder imoedekommende og det skulle vise sig at blive tre dage fyldt med sjov og ballade. Afsted mod foerst den chilenske graense, hvor vi skulle have vores udrejsestempel og derefter den bolivianske, hvor vi skulle have visum - to processer der tilsammen to i omegnen af tre timer. Okay, lidt utaalmodige efter at komme afsted sad vi endelig i jeepen.
Vi skulle koere i to biler, da vi var ni personer. Vores bil bestod af Christian, 2xMiriam, Dikla og jeg - og selvfoelgelig Epi, vores chauffoer. Omsider begyndte bjergene omkring os at taarne sig op. Bjergenes smukke farver blandede sig med solens straaler og vi noed alle den betagende natur som omgav os. Paa vores vej mod dagens destination saa vi blaa og groenne laguner, hot springs og varme kilder hvor vi kunne bade - lidt surrealistisk at springe i en varm kilde, naar temperaturen over vand er omkring 3 grader. Foerste dag var den korte ud af de tre. Og klokken 15 naaede vi vores destination. Et hostel midt i ingenting - men tilgengaeld i 4500 meters hoejde. Hoejden kunne tydeligt maerkes. Vi havde alle ondt i hovederne, foelte os svimle og utilpasse. Raadet mod hoejdesyge i Bolivia er: kokablade. Saa vi gumlede loes og faktisk forsvandt noget af den vaerste hovedpine, men uden dunken i aegget var jeg altsaa ikke foer vi igen var nede i normal hoejde.
Vi havde hoert fra andre rejsende, at temperaturen om natten kan snige sig ned mellem minus 15 og 20 grader. Saa efter en god gang suppe og et slag kortspil, pakkede vi os alle ind i varmt toej og kroeb under de syv taepper vi havde til raadighed. Igen fik jeg glaede af min sovepose... Natten foeloeb dog uden forfrysninger, og jeg maatte fjerne nogle taepper, tage den ene skiundertroeje af, da jeg simpelthen var ved at koge over. Om morgenen berettede de andre, at de havde haft det paa samme maade. Saa helt saa koldt var det heldigvis ikke.
Naeste morgen begav vi os afsted paa turens anden dag. Som paa foerste dagen koerte vi ad bumpede bjergveje med kloefter saa dybe, at vi ikke kunne se enden. Jeg er glad for, at jeg ikke fortalte mine foraeldre om denne tur inden, da min kaere mor ville have vaeret alt for bekymret. Okay, vi var selv lidt aengstelige. Vi havde hoert, at der ugen foer var sket en ulykke med fem doede turister. Det gjorde selvfoelgelig, at vi alle var ekstra opmaerksomme, og da vores chauffoer pludselig antydede, at han var traet (de er jo vant til siesta), stopfodrede vi ham med kiks og soede sager til at holde ham vaagen. Derudover stillede vi det ene dumme spoergsmaal efter det andet, men alt i alt holdt det ham vaagen - og os i live :)
Denne dag saa vi roede laguner, flamingoer og aktive vulkaner. Vi naaede et sted, hvor Epi tog sin yndlingskasket paa, og saa vidste vi den var gal. Han spurgte om vi ville foretraekke at vandre ned, mens han koerte. Og vi var ikke sene til at takke ja. Vi sprang ud af jeppen og slentrede ned ad bjerget. Desvaerre opdagede Dikla, da vi var tilbage i jeepen, at hun havde tabt sit kamera. Vi koerte til stedet, hvor vi skulle spise frokost - med udsigt til en aktiv vulkan. Dikla, Miriam1 og Epi tog tilbage for at lede efter kameraet - jeg foretrak at blive, da vejen var temmelig bumpet. Tilbage i oerkenen blev Miriam2, Christian og jeg. Minutterne gik, en time passerede, solen begyndte lige saa langsomt at gaa ned og vi begyndte at blive oprigtig bekymrede for, at der var sket dem noget. Det handlede jo nok om vores egen frygt for at strande i en kaempe oerken - uden vand, mad eller toej nok til en kold aften. Pludselig, ud af stoevet, dukkede jeepen op. Vi aandede lettede op og sprang ind. Desvaerre var turen tilbage uden held - et styks kamera ligger nu et eller andet sted i Salar de Uyuni - maaske en lama har spist det?!
Dagens destination var et hotel lavet af det pureste salt. Vi grinede lidt, da vi saa det - som altid lignede det bestemt ikke det var brochuren. Men okay, vi tjekkede ind. Efter en time var den anden jeep stadig ikke dukket op. Vi begyndte at blive noget begkymrede, og vores chauffoer koerte ud for at lede efter dem. Uden at have fundet den anden jeep, kom han tilbage, og nu blev vi for alvor nervoese. Solen var paa det tidspunkt gaaet ned, og naar solens varme straaler er vaek, bliver det for alvor koldt i bjergene. Efter tre timer dukkede de op - deres jeep var gaaet i stykker og chauffoeren havde vaeret noedsaget til at lave den paa stedet - med sit baelte. Vi spiste aftensmad, spillede igen kort og hoppede paa hovederne i seng - igen ifoert varmt toej, huer og handsker.
Paa tredje dagen begav vi os ind i Salaren, hvilken vi indtil da endnu ikke havde set. Det var et betagende syn der moedte os - hvidt salt saa langt oejet rakte. Det ligner naermest sne, men man kan uden problemer laegge sig ned uden at blive vaad - og slikke paa det pureste salt :) Sammenlignet med bjergvejene var koereturen nem. Ingen bump eller sving - bare ligeud, mod horisonten som vi foelte aldrig endte. Vi stoppede midt i ingenting for at tage sjove billeder. Vi grinede og brugte vel i omegnen af en time paa fjollerier. Vores endestation var Uyuni - en lille flaekke i Bolivia. Vores tyske venner skulle med nattoget samme aften, men vi havde alligevel en sjov sidste aften sammen. Dikla og jeg tjekkede ind paa byens dyreste hotel - 50 kr. per. person for at vaere helt praecis. Vi skulle rigtig nyde lidt luksus efter dagene i oerkenen - et varmt bad og en bloed seng skulle goere undervaerker. Dog blev det varme bad skiftet ud med et koldt et af slagsen, og ikke nok med det, saa skulle vi goere det i moerke - VELKOMMEN til Bolivia :D
 |
| Salar de Uyuni |
0 kommentarer:
Send en kommentar