Goddag Sucre

... goddag civilisation :)

Saa skulle eventyrets naeste fase begynde... Efter ankomsten til Bolivia skulle vi lige vende os til, at tilstandene ikke var som i Argentina. Efter den famoese morgen med iskoldt bad i blinde, skulle vi med bus mod Potosí - verdens hoejeste beliggende by. Vi traskede med vores habengut til busstationen, som ikke laengere er saa organiseret som i Argentina. Busstationen her i Bolivia er saamaend bare en hel almindelig vej. Vi kom i god tid for en gangs skyld, saa vi var sikre paa ikke at misse bussen - for ud af Uyuni ville vi! Da bussen trillede op paa siden af os, flaekkede vi af grin. Vi havde regnet med en nogenlunde ny bus (vores italienske venner forlod Uyuni i en forholdsvis moderne bus), men nej, vores bus var bestemt ikke moderne. En aeldgammel bus der naermest var ved at falde fra hinanden, skulle fragte os seks timer igennem Bolivias bjerge ad snoede bjergveje. Okay, vi var klar til endnu et eventyr i Sydamerika. Taskerne blev smidt op paa taget, spaendt fast og vi indtog vores pladser forrest i bussen. Da vi troede bussen var klar til afgang manglede vi stadig i omegnen af 10 bolivianere, som aabenbart stillede sig tilfreds med at staa op i midtergangen i seks stive timer.

Vi toeffede lige saa langsomt ud af Uyuni og blev overhalet af de foerste fem moderne busser. Dikla som havde laest sig frem til i Lonely Planet, at det selskab vi havde booket igennem, var det som blev anbefalet. Det gik hurtigt op for os, at der vist maatte vaere flere selskaber som hed det samme - og ganske rigtigt. Paa vej ud saa vi et mere moderne selskab (med samme navn som vores), og hvor en spritny bus holdt udenfor. Men okay, vi er jo paa eventyr, saa vi tog det i stiv arm. Paa den foerste lille bakke som skulle forceres troede vi, at bussen ville bryde sammen. Den hakkede i gearerne og kunne naesten ikke traekke sig op, men inden vi fik set os om, var vi paa toppen af bjerget og paa vej ned igen. Efter fire timers koersel i bjergene, skete selvfoelgelig det vi havde frygtet. Bussen broed sammen og vi skulle alle ud mens chauffoeren fiksede den. Efter en time var vi igen paa vej op i bjergene. Det skulle vise sig, at denne tur blev noget af et boliviansk eventyr. Vejene her er naturligvis ikke af asfalt, men af grus, sand og sten, hvilket selvfoelgelig resulterede i, at bussen punkterede - igen midt paa en smal bjergvej. Ud igen, vente èn time, tilbage i bussen, afsted. Vi var ved at blive lidt utaalmodige... Dikla havde haft en boliviansk dame paa skoedet naermest hele turen - og i det hele taget var bussen fyldt til bristepunktet med mennesker, dyr, kufferter og stoev! Tre timer forsinket saa vi omsider Potosí i horisonten. Potosí er verdens hoejstbeliggende by og kunne med sine 4070 meter over havets overflade igen maerkes i vores hoveder. Vi besluttede os for at tage direkte videre til Sucre, som er en stoerre by lavere end Potosí. Saa vi styrtede igennem Potosí for at naa bussen - og ombord hev vi mildest talt efter vejret grundet den tynde luft.

Vi begav os paa en ny koeretur - tre timer til Sucre virkede som barnemad. Men med de politiske uroligheder der er i Bolivia pt., skulle det vise sig, at vejene det meste af vejen til Sucre var spaerret med kampesten, grene og andet der kan spaerre vejen for trafikken. Vores buschauffoer zig-zaggede bussen igennem, og en time forsinket naaede vi endelig Sucre. Vi fandt et lille hostel lige ved det lokale marked, og fik et fint vaerelse for den dejlige pris: 40 kr :)

Dagene i Sucre har vi brugt paa at trave rundt i byen, nyde vejret (mellem 25-30 grader), siddet paa en baenk og set paa mennesker. Med mit lyse haar er det naermest umuligt at undgaa at tiltraekke opmaerksomhed, og vi er derfor naermest konstant omringet af mennesker - skopudsere, juicesaelgere, tiggere der bander over os naar vi ikke vil give dem penge, boern der spoerger hvor vi er fra og om vi har moenter fra vores lande. Alt i alt episoder der faar os til at grine saa taarerne triller ned af vores kinder :) Vi har ogsaa nydt godt af Sucres natteliv - med dans paa bordene og billige cocktails... Jeg maa indroemme, at mine mavemuskler er ved at vaere veltraenede - vi griner naermest hele tiden af livet og dets finurligheder :)

Vores plan var at tage til Cochabamba - en by paa vejen til La Paz. Men da vi fik laest lidt om stedet og fandt ud af, at bussen ville ankomme midt om natten, besluttede vi hurtigt i stedet at tage direkte til La Paz. Det virkede ikke rigtigt i vores maver - og det er vores moedre og faedre sikkert mere end glade for. Saa i morgen aften staar endnu en bustur for doeren - 12 timer mod nord, mod verdens hoejstbeliggende hovedstad. La Paz, here we come :)

Sucre